Dagens gæsteblogger - Louise

Dagens gæsteblogger er Louise. Louise er næsten lige blevet mor og deler den store oplevelse og ikke mindst de mange følelser - frustrationer og glæder - med os idag. Det er hudløst ærligt og bestemt et indlæg, jeg kunne have brugt, inden jeg selv blev mor. Kan man forberede sig på at blive mor? På at man pludselig har et barn, som man vil gøre alt for og som pludselig kommer i første række? Læs og tag ind - og der kan debatteres i kommentarfeltet. 

Her kommer Louises indlæg.

Mor er den BEDSTE i verden... 

..... For det meste af tiden, ihvertfald... De andre øjeblikke kæmper hun med at tilsidesætte hendes egne behov, stresse over unødvendige bekymringer og følelsen af utilstrækkelighed. Jeg ville have ELSKET at kunne læse dette indlæg, inden jeg selv blev mor - så man kunne forberede sig lidt på hvad der ventede én. At blive mor nødvendigvis ikke er som en candyfloss; sukkersødt, lyserødt og i grunden RET klistret... 

Vi mistede under den første graviditet, og det skulle tage os halvandet år, før testen igen viste positivt.. Hvilket, set i bagklogskabens lys, helt sikkert var en dybere mening bag; hvis jeg var blevet mor dér den første gang, var jeg gået ned med flaget - mit egoistiske højborg var kollapset under mig... Jeg havde ikke være "klar" - klar til at smide egne behov og min frihed... Jeg blev mor 31. oktober 2010. Jeg havde et utrolig langt fødselsforløb, og der blev flere gange truet med kejsersnit. Endelig fik jeg lov til at presse og 5-10 minutter senere lå det smukkeste pigebarn på brystet af mig. Min reaktion; jeg græd. Af lykke og af kærlighed, som ramte mig rigtig hårdt. Mine moderinstinkter trådte ind og jeg ville gøre ALT for denne lille prinsesse, der kiggede op på mig med intense øjne.

Jeg ville ønske det ikke var et tabu at snakke om hvor HÅRDT det er at blive forældre, både som individ – men bestemt også som parforhold. Man føler sig alene om at have de problemer.. Jeg kæmper; kæmper med at være ærlig og sætte ord på de følelser – føler jeg er på en umulig mission; at fortælle kommende mødre at det er OKAY at have de følelser. Og at man bestemt ikke er alene om at have det sådan. Jeg græd, over alt, over ingenting og ikke mindst; af udmattelse. Min mor fortalte, at det var ganske normalt efter en fødsel - men hvorfor var der ingen, der havde fortalt mig dette...? Så jeg kunne have været forberedt og ikke følt mig mærkelig...?

For mig kom problemerne ret hurtigt.. Min lille pige havde ikke rigtig lyst til mad, kaldte ikke på mit bryst. Pludselig gik det stærkt og hun fik min mælk hældt i halsen. Hun skulle pakkes ind i strik, termo-dyne, hue og almindelig dyne. Jeg malkede ud efter hvert måltid for at stimulere min produktion. Hér begyndte min tvivl på mig selv – og bekymringerne voksede og voksede. Amningen kørte ikke og Mejse blev testet for gulsot og andre infektioner.. Jeg brugte suttebrik, og skulle vække hende hele tiden. Jeg havde en bange følelse af, at hun trak sig mere og mere ind i sig selv; sov sit lille liv væk – altimens gangene gav genlyd af skrigende kolikbørn, der ikke stod til at mætte… (Åhhh, hvor jeg dog ønskede Mejse var én af disse skrigebørn – istedet for et stille, indadvent barn – der trak sig ind I sig selv, uden gråd og uden nogle krav..) 

Jeg var 5 dage på patienthotellet, indlagt med hjælp fra jordemødre døgnet rundt.. De var fantastiske, søde og kærlige. Men hver og én havde forskellige meninger om hvordan jeg skulle tackle situationerne - og jeg blev støt mere og mere usikker på mig selv. Pludselig vendte det - hun begyndte at tage det tabte på, vågnende meget mere op, og nu var det så kun nætterne der "drillede". Mejse fik en sut, så hun ikke brugte mig som sut og det gjorde ligesom tricket. Efter nogle successfulde dage var vi klar til at tage hjem - klar til at se virkeligheden i øjnene. Jeg husker ikke dagene derhjemme så tydeligt længere - men jeg gemte mig, murede mig inde og kunne ikke overskue at tage nogen steder med Mejse. Jeg turde ikke lade hende sove udenfor og gik nervøst rundt om hende, når hun endelig sov. Frede havde ikke barsel med det samme, så skulle stå på egne ben. Og så kom brystbetændelse, knude i halvdelen af brystet, sygehus, penicillin biopsi og mammografi.

Idag når jeg sidder hér i sofaen, er alt dét jeg lige har skrevet så utrolig fjernt fra min hverdag lige pt.... Mejse er lidt over tre måneder, har næsten fast sove-rytme, er super glad & tilfreds og jeg kender hendes små lyde og ved hvad de betyder. Og måske er det DERFOR man aldrig hører om den svære første tid...? For pludselig er man bare en super-mor, der kender sit lille barn ud og ind. Klart; jeg er da stadig nervøs for om hun nu får nok at spise, om hun kan det hun skal kunne på hendes alder osv osv... Jeg har indset at bekymringerne aldrig vil ophøre og at det er okay at blive usikker - så længe den usikkerhed ikke forhindrer dig i at trives. Og det vigtigste af alt; der er ikke noget, der hedder plejer når vi taler om små babyer. Jeg bliver nødt til at omfavne min usikkerhed som et tegn på, at jeg gør mit ypperste og ikke er en kold skid, der er ligeglad.... Det er sådan jeg "håndterer det" bedst.

Mit indlæg idag her hos Mette skal bekræfte nye og kommende mødre i at det er okay at have alle disse følelser:

• Jalousi/bitterhed over at manden "bare" kan fortsætte sin hverdag (og nattesøvn) helt uændret...
• Bitterhed over at skulle lægge banale personlige behov (bad, toiletbesøg - sågar tandbørstning osv) lidt på hylden
• Vrede over at man ikke bare liiiige kan få de vigtige hygge minutter med sit yndligsblad eller lign..
• Deprimeret over at skulle fravælge hobbies og andre fede ting, du kunne før baby
• Følelsen af at alle andre er en bedre/gladere mor end dig
• Stress over alle de regler, der huserer omkring en nyfødt - bange for at være en dårlig mor/vælge forkert
• Skyldfølelse over, at der ikke er overskud til huslige pligter
• Skyldfølelse over, at der ikke er kærlighed/nusseri tilbage til din bedre halvdel
• ....hvad end du føler, er du IKKE alene!!

Nu skal det ikke være ren jammer det hele. At blive mor er det største, der er sket i mit liv. Jeg ville på ingen måde være min lille Mejse foruden - og gik gladeligt alle de dumme følelser og bekymringer igennem igen. Moralen i mit indlæg er, at vi for gud skyld skal huske at omfavne vores "pinlige" tanker - og dele dem med nogen i er trygge ved... Hvis i først åbner jer - er jeg sikker på at jeres veninder også kommer ud af busken og indrømmer, at de har haft det præcis som dig... Måske har de bare helt glemt det igen...? Sørg for at komme ud, BRUG din mødregruppe samt veninder i samme båd som dig... Du må for alt i verden ikke gemme dig hjemme og begrave dine "pinlige, pinlige" følelser... Husk på; du er ved at indstille dig til din nye rolle... Fra nu af er du ikke længere midtpunkt af dit liv - du skal dele spotlightet med dit lille barn.. Og det er da smukt og uselvisk, at man vil ofre så meget for det her lille barn, men selvfølgelig opgiver du ikke alle dine behov uden en lille intern kamp indvendigt... Giv dig selv tid til at finde "dit nye jeg"... 

Jeg håber ikke dette indlæg vil skræmme nogen fra at blive mor, for det er bestemt ikke intentionen... Jeg opfordrer jer tværtimod til at vove pelsen - og nu er i beredte til alle følelserne, der følger med - de gode såvel som dårlige... At være mor er det smukkeste og det allermest skræmmende jeg har prøvet - på én og samme tid.. At være mor er det vildeste: at se sit barn reagere med et smil når man laver grimasser - eller når hun blir helt ekset, fordi hun fornemmer at liiiiige om lidt kommer brystet og dermed mælken.. Det er de små daglige, søde oplevelser og iagttagelser ved sit lille vidunder, der fylder én med kærlighed og ubegrænset styrke.. Jeg er mor - og NU nyder jeg det i fulde drag!

Har du deltaget i dagens konkurrence? Du kan gøre det her.