Dagens gæsteblogger - Katrine

Katrine har sagt ja til at være gæsteblogger her under Børnefesten. Det er jeg rigtig glad for, for hun kan om nogen belyse det der med dine, mine og vores. Katrine blogger endvidere på http://www.delebarn.dk/, hvor du også kan læse meget mere om emnet. Der er rigtig mange børn, der deles. I vores familie har vi også et. Det er ikke mit barn, men det er en stor del af min familie. Hvordan gør man det? - for der er ingen tvivl om, at det vi som voksne synes er svært, ja, det er mindst ligeså svært for de kære små.


Her kommer Katrines indlæg - og kommentarfeltet er åben for debat.

Fake it till you make it

 
Der er skrevet tykke, kloge og mange bøger om den familiestruktur, jeg befinder mig i, patchworkfamilien, som jeg vælger at kalde den, fordi vi tilsammen udgør et broget tæppe af individer med hver vores rolle. Alle de kloge bøger er skrevet, fordi der er meget at sige om det. Mange vinkler, mange hovedpersoner og ikke mindst mange problemstillinger. Jeg har læst en del af de bøger, der er skrevet som interview-bøger, og i dem er der altid nogen, der siger, at 'havde jeg vidst, hvad det indebar med såden en familie, var jeg løbet skrigende bort'. Jeg læste dem, da jeg indledte mit forhold til manden til mit andet barn, faren til mit bonusbarn og bonusfaren til mit første barn, den mand, der også er min kæreste. Jeg var meget forelsket (det er jeg stadig) så jeg tænkte mest, at det var da noget pjat, med de kvinder, der skrev sådan. Hvorfor piber de sådan? Helt ærligt, hvor svært kan det være med sådan en ny familiestruktur? 
 
Nu har det været min hverdag snart 2 år, og meldingen herfra er: PISSESVÆRT!
 
Bevares, jeg havde en forventning om, at det ville blive svært. Jeg troede bare, at det svære ville være mere håndgribeligt. Logistik, opdragelse, konflikter. De ting er også svære, men dem er vi ved at have styr på. Nu er der det rigtig svære tilbage. Kærligheden.
 
Nu siger jeg det, som det er, for mig, og så må jeg tage den røvfuld, der kan følge i kølevandet: Jeg elsker ikke min bonussøn, bare fordi jeg elsker hans far. Og hans far elsker ikke min søn, bare fordi han er min.

There, I said it. De eneste, der ikke har valgt det her, er jo børnene, og de fortjener at bo sammen med voksne, der elsker dem. Men hvad gør man så? Hvis ikke vi voksne kunne snakke om dette, gøre det legalt i den voksne samtale, så tror jeg, vi var gået fra hinanden. Det kan vi heldigvis, så vi bliver, men damn, det er svært, det med kærligheden. For det gør så ondt. Det gør fysisk ondt på mig, når min kæreste bliver irriteret på min søn. Drengen er 3 år, og virkelig god til at være 3! Fik han lov, terroriserede han hele familien, men som hans mor bliver jeg ikke irriteret på ham, når han kegler. Jeg får ondt, fordi jeg hele tiden tænker, at han reagerer på den situation, jeg har sat ham i. På samme måde har min bonussøn perioder, der er svære for ham, og hvor hans far får ondt, og jeg bliver irriteret. Han kan mærke min irritation, som jeg kan mærke hans, og det gør ondt. Det gør ondt, og det er ensomt. Uanset, hvordan vi vender og drejer det, så har de børn kun en forælder i det her hjem. Den anden er en voksen, der vil dem det godt, men ikke en forælder, og forældres kærlighed er nu engang noget helt særligt. 
 
Hvordan løser vi det? Vi arbejder hele tiden på at gøre de følelser legale. Det skal både være legalt at have dem, men det skal også være legalt at have ondt, fordi den anden er irriteret på barnet. Det er den ene ting, den anden ting, er at fake.
 
Lidt, som når man har sovet 3 timer i alt en nat pga skrigende baby, har føde-deller over alt, ens hår er faldet af i amningens hellige navn og så videre og så videre. Kort sagt: man ligner en mor på barsel. Man kigger sig i spejlet og tænker: Christ! Hvad skete der? Man har kvalme af træthed, er små-deprimeret af træthed, er grå af træthed, men man har en aftale med rigtige mennesker ude i den rigtige verden, så man går i bad, tager rigtigt tøj på (til forskel fra barselsuniformen aka nattøj), man sætter sit hår, man tager makeup på, og til sidst tager man sko med hæl på. Pludselig har man det bedre. Det er rent fake, men det virker. Sådan gør jeg også indtil videre med mit bonusbarn. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre, og jeg ved det virker med makeuppen, så jeg tænker, det er et forsøg værd her også?
 
Da jeg fødte mine sønner, var jeg en af dem, der oplevede moderkærligheden i det øjeblik, de blev lagt på min mave, men det er ikke alle, der har det sådan. Når nu moderkærligheden er så svær, hvordan skulle det så være muligt at føle forældre-kærlighed til en fremmed 6-årig? Jeg følte den i hvert fald ikke, men på samme måde, som kærligheden til mine egen børn vokser hele tiden, så gør kærligheden til mit bonusbarn det også. Det er bare to forskellige slags kærlighed, med to forskellige udspring. Den kærlighed, jeg har til ham, indebærer blandt andet irritationen, og når den kommer, så faker jeg, det bedste jeg har lært, og det er heldigvis ret godt. 

Har du deltaget i dagens konkurrence?