Dagens gæsteblogger er Susanne. Susanne har - hold fast - 9 børn og en helt vidunderlig blog, hvor man kan få et helt særligt indblik i hendes hverdag. Jeg er fuld af beundring og taber pusten ved tanken om selv at have 9 børn, men hvor må det være berigende at vokse op i så stor en familie? Og med så skøn en mor.
Her kommer Susannes indlæg. Kommentarfeltet er som sædvanlig åbent for debat.
Et Liv med glæde… tak!
Øjebliksbilleder og spredte tanker fra et stort familieliv
Et lille, elegant sving ind i carporten – tre små dyt med hornet og straks står … vores to langbenede katte hos mig, ude ved bilen! Men jeg er jo en tålmodig mor, så jeg har lært at vente lidt og det viser sig da heldigvis også, at familiens mandfolk dukker op iført deres crocs og klar til at slæbe alle tasker og kasser med alle de mange indkøb ind
.
Ah, der er blus på brændeovnen og der er glade børn og husbond - og et helt ryddet køkken – lige til at gå til. Fem mand høj er i gang med at få sat vare på plads og sorteret i alle de indkøb jeg har bragt hjem – og der er tre små hjælpere til at farte lidt rundt mellem benene på os andre. - Hva’ er det nu de her er til, mor? – ja, det var så de 6 pakker med hygiejnebind som døtrene bruger (- mor bruger hjemmesyede genbrugsbind!!) og som mindste barnet lige skulle have genopfrisket nødvendigheden af. At det IKKE er ligesom bleer, og ja, en dag skal også du bruge sådan nogle og jo, det er ok at damer bløder ud af tissekonen!… Sådan en dagligdags smule kroppens funktioner-undervisning sker så midt mellem anvisninger til teenageren om hvilke krydderier der skal være i hvilken skuffe og en tilkendegivelse af, at nok er der meget kattemad, men der ER plads til dem alle nederst i skabet! Dét ved jeg bare, for det plejer der at være… Lidt sukken og masen senere går det op for ungersvenden, at der måske er sneget sig et eller andet ind på den hylde, som IKKE hører til dér – og han fik ret! En stor pakke med glutenfrie cornflakes var sat derind – helt hen i vejret, for de skal naturligvis hen i det glutenfrie skab!! Imens har den 5 årige lillesøster - der nu atter er bekræftet i, at hygiejnebind er en alvorlig om end ikke sygelig foranstaltning - fået alle 6 pakker lagt på plads i skabet på badeværelset. Sådan!
Der fyldes op på hylder og i skabene. I køleskabet sættes glas med rødbeder side om side med mit store 2 L glas med surdøjen til vores rugbrød, stablen af de mange æg og kassen med oste på plads – helt fyldt med lækkerier af fuldfed feta og et par neutrale oste samt en myseost. - Uhm, lyder det fra hende der sætter kassen ind og hun spørger; - Men har I mon så også købt groft knækbrød eller skal vi bage det selv? Hun spørger henkastet alt imens far og datter regner ud hvor meget af alt det hjembragte hakkede fars der skal pakkes om og i hvilke mængder der skal pakkes kyllingestykker ned; – Er det i tusinde grams poser, mor og skal der være en pose blandet fars med okse og gris, til vi skal ha’ ”forloren ræv” ??
Blot 25 minutter senere er der sat varer på plads, pakket og båret ca. 11 kg kød til kummefryseren og alt er fyldt op og vi kan regne med at have mad til to uger frem. Det eneste vi skal, er at bage brød og købe lidt Thise sødmælk og yoghurt af og til. Nu og her er køkkenet atter ryddet og stilheden sænker sig over os alle.
De tre yngste er i færd med hvert sit – én klipper påklædningsdukker i HELE langbordets længde og én danser til en zumba-dvd på storesøsters værelse på første sal (hun har fået lov!) mens den sidste er optaget af de nyeste bøger lånt på biblioteket. Jeg synker ned på en stol og smider den varme trøje, for her i spisestuens brændeovnsvarme er strikketrøjen pludselig overflødig. Ham, den eneste ene, dukker op ved siden af mig. Han skulle lige hjælpe én af de små med at få klippet en ødelagt negl, men nu står han her, med et glas af den læskede og hårdt tiltrængte nødvendighed, cola zero!!! Uhmmm ahhh, og i tilgift får jeg også en omgang nakkemassage af hans varme hænder – og mens vi sådan når flere ting på én gang, får vi også lige snakket om resten af dagens begivenheder! At der er ankommet lidt forenings gear i form af tre tunge ruller med de plastik ”fødekarsposer” til fødekar som foreningen lejer ud, at naboen ringede for at være med i en gave til en anden nabo, som min gode mand har lovet at stå for indsamlingen og indkøb af, at der er bud fra en svigerinde om et bryllup hos hendes yngste datter i august, så vi skal ha’ arrangeret os med barnepige den dag, at den yngste har hostet så meget nu, at det vist kræver et opkald til vores superlæge i morgen, for lige at få ham til at lytte på lillepigen og sikre, at der ikke er mere end en virus i den hoste - og at der er en forespørgsel fra et af de ældste børn, om vi vil køre fredag nat og hente fra fest og by-tur omkring kl. 04 i den nærmeste storby…..
Jo, vores familieliv er beriget med meget.. og med mange!
Hele 9 børn har vi.
Nogle elsk værdige børn er de - alle som én. Men de er også så meget andet. Af og til er de forrygende krævende, irriterende og urimelige. Og tit er de sjove og underholdende, syngende og spillende. Jeg trættes af dem og jeg får ny energi af dem. De lever i tæt nærhed med os – deres forældre - det meste af vores tid. Vi har prioriteret allerhøjest at være sammen om at få vores familieliv til at blomstre og os alle til at trives.
Vi har valgt så meget af det almindelige tidskrævende liv fra, gennem de år vi har valgt børn og familie til. Vi har især valgt at nedprioritere arbejdslivet og dermed naturligvis en anseelig økonomisk gevinst. Masser af ting gør vi ganske givet ikke som de fleste andre – og meget gør vi netop og lige præcis som alle andre – måske bare i en større målestok!
For os er den dagligdag vi har indrettet os med jo ikke speciel eksotisk eller anderledes. Vi har jo trods alt ikke fået de ni børn over én nat! Så fra vi havde det ene barn, som jeg var gået med til at få (!!) og til nu, så mange år senere, hvor man må sige, at vi har reden fuld, er der naturligvis løbet en del vand i åen… og en masse erfaring er tilegnet og levet igennem.
Det er alt rigeligt til at fylde et helt liv at være tæt med så mange forskelligartede mennesker. For de er knageme forskellige – også selv om man kan sige, at vi trods alt kun har én læst at lave dem over!
Omkring 8 hele år af mit liv har jeg været gravid. Jeg har ammet i alt omkring 14-16 år. Vi har i de sidste mange, mange år haft børn i soveværelset. Gennem mange år har vores seng været en familieseng med hele 5 madrasser á 90 cm bredde sat sammen til én megastor seng. Og den med børn i soveværelset har da, for os ikke virket særlig præventivt, må man sige! Men da vi jo ikke er hverken bornerte og ubehjælpsomme, har vi jo anskuet fx det at ha et uforstyrret sexliv helt lavpraktisk og dermed indrettet os, så vi ikke tænker, at vores samliv er afhængig af vores soveværelse og en dobbeltseng (- eller af om skraldespanden er tømt eller
gulvet støvsuget og vasketøjet er klaret!!)!! Dén erfaring, tror jeg mange andre forældrepar kunne høste glæde af.
For vi har i stedet indrettet en elskovsrede dér hvor muligheden nu har budt sig – og præcis som i vores helt unge og ganske barnløse dage, har det været en fornøjelse mere end en hæmsko at finde steder i hjemmet der egner sig til vores elskovsstunder og intime hyrdetimer….
Sådan er vores liv på mange måde ret så praktisk indrettet. Med glæde og af nødvendighed! For at kunne nyde livet og for ikke at lave mere end højest nødvendigt! Og for at vi alle får god tid til også at sysle med ting vi kan li og nyder at bruge tiden på.
Indledningsvist berettede jeg om min hjemkomst efter en indkøbstur. Jeg var alene af sted – hentede dog den ældste ved toget undervejs i mit indkøbs raid. Den slags indkøbsture tager vi én af hver 14. dag. Der handles efter indkøbsliste og med to indkøbsvogne på slæb. Og altså helst uden ret mange små mennesker under armen, da det skal gå stærkt og være effektivt. Da jeg ikke havde så store børn og oftest havde en hale af børn med mig, foregik det stadig meget planlagt og overskueligt og med en fast rutine. Jeg kan lide at handle men det er mest for nødvendigheden jeg gør det.
Der handles i et stort varehus, i én discountbutik og i tre specialbutikker hver gang. Der bruges i snit 3500-4000 kr. hver 14. dag. Dertil lidt flere kroner på øko-æg hos gårdbutikken og lidt til grønt der ikke kan holde sig så længe samt til lidt mere mælk ( - det sidste er ikke noget vi bruge ret meget af i forhold til familiens størrelse! Lidt til dagens havregryn for et par af børnene og til madlavningen og en smule til at bage af! Ingen drikker mælk af glas!) At købe ind til en stor husholdning tager ca. 2-2½ time hver 14. dag. At planlægge madplanen og gennemgå fryser mv. tager omkring en lille times tid 2 gange om måneden – når man som vi har i rutinen.
Aftensmaden laver ikke sig selv hjemme hos os.
Vores kulinariske ydelser i hjemmet er ligeså praktisk anskuet som alt andet der sker her. Det betyder, at vi ikke køber færdig mad, fast food eller take away. Vi laver vores måltider selv – men til gengæld er det sådan, at det der er storslået og voldsomt tidskrævende er gemt til de dage hvor vi ved, vi alle er hjemme og hvor vi er mange om at kunne tage fat. Til alle de andre dage er det stort set altid to-dages retter vi laver, og mad der kan tilberedes på ca. en halv time/tre kvarter. Vi får både de klare danske husmandsretter, og vi får retter der er af nyere dato. Vi har en madplan der – ligesom vores samlede indkøb én dag – er med til at sikre at vores mad er både ernæringsmæssigt i orden OG at der er købt ind og fundet opskrifter frem én gang hver 14.
dag, så det hele er købt ind og det er overskueligt og nemt at gå til for os alle. Der er ikke faste lav-mad dage for vores børn. De er med her og der og som det nu lige passer sig. Der er nogle af dem der bestemt har flair for at lave mad og andre der er mere patetisk anlagte! Men vi kan alle lide mad og det er en stor værdig for os at få ordentlig mad. Det samme gælder madpakker og festmad. Det skal være gedigent og hjemmegjort så langt som det nu kan lade sig gøre. Og mad er vigtig for os – til hverdag, som hygge og til når vi holder fester!
Vi har holdt mange fester – sidste år havde vi foruden en konfirmation også et lilel sølvbryllup, et studentergilde og en 18 års føs’da’ – og det hele er festedage med hjemmelavet lækker mad, med masser af gæster og med alt hvad der skal til for at gøre en festdag god. Og for et rimeligt lavt budget!
Det betyder meget for vores families trivsel, at vi ved hvad dagene bringer og hvem der - i de store træk – der gør hvad. Vi har ikke nogen arbejdsplan eller pligtskema at udføre. Her hos os er alle som én med på hvad det er der skal til, for at vores fælles hverdage fungerer. Vi lavde i sommer – efter en ung svigerdatter mente at vores børn brugte meget tid med at være til nytte i hjemmet – en lille gennemregning af hvor lang tid vores børn bruger på at lave husarbejde herhjemme.
Den daglige dont var for alle i hjemmet ca. 25 – 30 minutter. Alle minutter lå mellem kl. 18.30 og 19.00 – før og efter var der på hverdage ikke noget der skulle gøres!!! Men efter aftensmad skal vi alle løfte i flok! For at vi alle så kan slappe af bagefter. På de ca. 25 minutter får vi ryddet af fra maden, vasket op og ryddet op i hele køkkenet, støvsuget og tørret af i spisestuen, hentet tørt vasketøj op fra tørresnorene i kælderen, lagt samen og ofte også på plads, ryddet det fælles legeværelse og ryddet i stue og på kontoret fra dagens leg og arbejde. Vi voksne gør de tre yngste klar til natten, der kan lige leges og kigges på nye bøger eller nylavede tegninger osv. Kl. 19.15 putter vi de tre yngste – ikke med højtlæsningshistorier - dét gør vi om eftermiddagen - men derimod med en fast rutine af forskellige sange og med en lille snak med dem hver især om deres dag – og så god nat og kys og kram til hver af os alle – og kl. 19.30 er det døren på klem ind til
stuen hvor vi voksne sidder og snakker og måske ser tv.
Jeg undres over de familier, hvor især kvinderne, himler over at de er ene om al rengøring og at ingen andre end de selv ser hvad der trænger! Sådan er det ikke her. Og jeg har endda haft min dagligdag i hjemmet gennem alle de år vi har haft børn.
Fuldtids hjemme – det er mig! Men det betyder langt fra, at det er mig der så gør huset rent! Ikke nogensinde har det været mig der stod med det. Jeg har veninder der efter års venten har opnået at få en hel fridag – og hvad bruges den så til?? At gøre rent i hele hjemmet og derpå hente familien hjem! Det er mig en gåde hvordan man tror, at det nogensinde kan gå hen og være et fælles anliggende at holde hus, hvis mor holder fri for at klare det, mens resten af familien er væk! Det gir’ ingen mening – for mig!
For mig og os er det jo klart at et familieliv – stort eller mindre – gør at der er opgaver at løse og ting at gentage for at få maskineriet til at køre OG når det er gjort kan vi alle nyde livet og slappe af med hvad vi nu hver især kan li at lave! Derfor er børn – og nogle ægtefæller – da nødt til at SE hvad det er der skal ske for at det hele fungerer! Og børn skal ha den slags ind med modermælken, hvad og hvordan det er man gør. Jeg ved at ingen – hverken det ene eller det andet køn - fødes med disse egenskaber og evner til bare at gøre som der fordres for at holde hus. Så for at man skal kunne forstå hvad der sker og hvad der skal ske, må man jo have muligheden for at DELTAGE i det liv der leves i hjemmet. Selv fra man er så lillebitte, at det eneste man kan med sine små 98 cm. er at slæbe sko på plads på hylden og samle kattegrus op på et fejeblad!
For at forstå og vide, at det er sådan tøjet bliver gjort rent og kommer ned på min hylde igen eller at det er den måde man får mad i køleskabet på, får lavet et måltid, får rent porcelæn eller får et delikat toilet – så skal man ha haft muligheden for at se det ske! Man skal kende rytmen i den slags processer!
Vores familieliv er dejligt. Ikke en dans på roser og ikke en evig lykkerus – men dejligt, værdifuldt, seriøst og livsbekræftende.
Vi har en klar fornemmelse af, at det vi hver dag gør skaber gode stunder og nære øjeblikke. Vi føler os beriget og vi kan selv tage vare på vores liv. Vi har reel indflydelse – trods hvilken som helst regering der sidder ved roret. Vores liv er ikke kun afhængigt af ydre omstændigheder i sådan en grad, at det vil vælte os og vores fællesskab. Den værdi er vigtig for os – og det er én af flere ting vi vældig gerne vil give vores børn med videre ud i deres liv og fremtid.
Det liv vi lever er hverken problemløst eller uden skærmydsler.
Vi har børn med kroniske sygdomme der kræver omtanke og diætmad hele livet, vi har en søn med et adfærdshandicap, der kræver at han og vi tager forbehold og hensyn altid og vi har en søn der er infantil autist og dermed kræver en del af sine omgivelser og af den daglige formående.
Vi har haft alvorligt sygdom i familien og vi har haft store og rørende oplevelser.
Vi har grædt vores modige tårer og grint vores r** i laser.
Alt sammen gennem et langt og dejligt familieliv.
Og vi vil til hver en tid gøre det hele om igen – på nøjagtig samme vis!
Så vi fortsætter livet … med glæde!