- både at deltage i dagens konkurrence her og læse dagens gæsteindlæg af Sofie her.
Og så er der nogle, der har problemer med at melde sig til Garn-itures blog. Det jeg selv har gjort, er at tilmelde bloggen i mit betjeningspanel. Under "Blogs jeg læser fast" kan man klikke "tilmeld" - og her indskrive adressen på det websted, man ønsker at tilmelde sig.
torsdag den 24. februar 2011
Dagens gæsteblogger - Sofie
Dagens gæsteblogger er Sofie. Sofie fik i 2006 et barn - et ønskebarn - og mistede kort tid efter Elisabeth. Idag gør det ondt at læse med. Jeg har grædt så mange tårer over Elisabeths historie, men det er så vigtig en historie for os alle sammen. Den sætter tingene i perspektiv og minder os alle sammen om den kæmpe gave det liv, der er givet os, er.
Du kan læse meget mere om Elisabeth på hendes egen side.
Idag er tilegnet alle de børn, der ikke længere er her.
Her kommer Sofies indlæg - og kommentarfeltet er som sædvanlig åben for tilkendegivelser og debat.
For et stykke tid siden blev jeg opfordret af Mette til at skrive et indlæg om mit første barn Elisabeth. Jeg må indrømme, at jeg har gået noget rundt om mig selv og ikke rigtig har kunne komme i gang, for hvordan fortæller man lige om det at få sit ønskebarn kun for at miste det igen, om sorgen og følelserne i den forbindelse og om at rejse sig egen oven på sådan en oplevelse, i et enkelt indlæg? Jeg har lovet at gøre et forsøg ...
For mig var sommeren 2006 den bedste og samtidig den værste sommer i hele mit liv! Jeg blev mor for første gang. Det var det største og bedste, der nogen sinde er sket for mig. Kort efter fødslen fik jeg at vide, at hun var alvorligt syg og sandsynligvis ikke ville blive ældre end et par dage. Jeg var mor for hende i 6 skønne og skrækkelige uger. Til sommer er det 5 år siden jeg var igennem et følelsesregister, der strakte sig fra den højeste tinde af lykke, jeg nogen sinde har oplevet, til den dybeste kløft af sorg, som jeg nogen sinde har været i.
Vejen til ønskebarnet havde indtil da været lang. At blive gravid med det barn, som jeg ønskede mig så inderligt, var blevet et projekt. Jeg mødte så mange sten på min vej, at man kan undre sig over, at jeg fortsatte. At være i fertilitetsbehandling er en udfordring på mange planer. Nogen mennesker kaster håndklædet i ringen langt tidligere end tilfældet var for mig. Jeg var stædig. Jeg gav ikke op men fortsatte – og det skønt jeg havde været nede og ligge op til flere gange. Efter det værste slag i ansigtet, som var en måneds indlæggelse i smertehelvede, var jeg rigtig tæt på at give op. Jeg husker stadig samtalen med lægen på fertilitetsklinikken. På det tidspunkt var jeg besluttet på, at det var slut. Pludselig efter så mange år troede jeg ikke på det længere. Jeg længtes stadig efter et lille barn, men jeg havde brug for ro. Der var fuld forståelse fra lægens side, som dog til sidst mindede om, at der stadig lå tre små æg i fryseren, som med et sidste forsøg risikofrit måske burde afprøves inden alle døre til den verden blev endeligt lukket. Jeg indvilligede, og 9 måneder efter kom Elisabeth til verden.
Graviditeten var udad til nem – ingen kvalme, ingen bækkenløsning eller andre gener i den retning – men psykisk var den en udfordring. Efter så mange års kamp var der bare ikke noget, der måtte gå galt. Måske var det min eneste chance for at få et barn. Jeg kunne slet ikke bære, at det ikke skulle lykkes. Jeg nåede terminen og alt var godt. Nu skulle mit lille barn bare fødes, og det blev hun efter et kaotisk fødselsforløb med læger og nervøse blikke, der til sidst endte med akut kejsersnit i fuld bedøvelse. Da jeg vågnede var det til en stilhed efter storm. Det første der brød stilheden var ordene: Tillykke du har fået en lille pige! Jeg kunne ikke andet end at smile. Det var overstået. Alt var godt. En lille pige, som skulle hedde Elisabeth! Jeg fik lov at få hende op på maven, og der lå vi så. Jeg var verdens lykkeligste i hele verden lige i det øjeblik. Jeg var mor. Intet større har jeg oplevet – hverken før eller siden. Endelig! Endelig havde jeg besteget bjerget. Jeg var nået helt til tops. Kort tid efter ramlede det hele om ørerne på mig og jeg styrtede i en afgrund så dyb og sort at det var svært at forestille sig at jeg nogen sinde skulle kunne kæmpe mig op igen.
Elisabeth var begyndt at få kramper samme nat og efter en tur fra Herlev til børneafdelingen på Gentofte, endte vi på Rigshospitalets neonatalafdeling. Det var ikke bare et lavt blodsukket, der var skyld i ,at hun var kommet til verden helt slap og stille. Noget var helt galt. Hvor galt det var, gik op for mig allerede dagen efter. Men om jeg sådan helt fattede det ved jeg ikke. Det hele foregik lidt som i en tåge. At få beskeden om at ens barn skal dø, er så modstridende at realitetssansen ikke helt står mål med virkeligheden. Hendes liv var jo lige begyndt. Ikke desto mindre var faktum at hun var blevet svært hjerneskadet – sandsynligvis på grund af iltmangel – i en sådan grad at hun ikke ville kunne overleve uden respirator mere end et par timer eller måske nogen dage. Hvad stiller man op med sådan en besked?
Hun døde ikke efter et par timer. Heller ikke efter et par dage. Men levede i 6 uger! Hun blev passet hjemme i alt den tid. Det er jeg glad for. Det betød nemlig at jeg fik lov at opleve alt det, som jeg havde drømt om i så mange år. Hun fik lov at se sit værelse, køre tur i den barnevogn der stod og ventede, sove i min gamle vugge, som min mor havde sat i stand til hende. Det var en smuk tid, som jeg husker den. Jeg var nærmest lykkelig. Det var rigtig vigtigt for både min mand og jeg at fokusere på den lykke, for vi vidste, at der ville blive masser af tid med sorg bagefter. Så det var lykken og glæden over at have fået lov, der fyldte mest den sommer.
Elisabeth var en sej lille en. Hun ville livet og levede af sine forældres kærlighed i den tid hun levede, lige indtil hendes lille krop gav op. Den morgen lå hun præcis samme sted som den gang jeg mødte hende for første gang. Hun havde vækket mig om natten og jeg havde lagt hende på min mave og sådan faldt vi begge to i søvn. Da jeg vågnede om morgenen, lå Elisabeth stadig på min mave. Hun var holdt op med at trække vejret, men var smukkere end nogen sinde. To store øjne kiggede på mig. Jeg vidste, at det var slut og selvom der havde været mange tårer undervejs, så var dem, der kom den morgen blandet med en underlig form for lettelse. Hun havde lidt rigtig meget til sidst, så da hun endelig fik fred, var det som om man kunne se det på hendes ansigt. Jeg er stadig dybt taknemmelig over, at jeg fik lov at være hendes mor og passe på hende lige til det allersidste.
Til sommer er det 5 somre siden. Det er svært at forstå, at der allerede er gået så lang tid. Det føles til tider forræderisk. Tiden går, mens tiden med Elisabeth lige så stille forsvinder længere og længere væk. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner hende. Den dybe sorg er ikke i samme grad mere altomfattende, men savnet vil nok altid være der. Følelsen af at være blevet snydt og tanken om alle de ting jeg aldrig kommer til at opleve med Elisabeth gør mig ked af det. Jeg kommer aldrig til at se hende vokse op. Det man mister når man mister et barn, er jo ikke bare barnet, men hele barnets kommende liv.
Helt mirakuløst har jeg fået to skønne børn mere og selvom de fylder min dag med glæde og kærlighed, så bliver de aldrig nogen sinde en erstatning for Elisabeth. Netop fordi jeg har fået to børn, der er vidt forskellige, er det endnu tydeligere at Elisabeths personlighed mangler. Det er ikke bare et barn mere der mangler, det er en personlighed, som jeg aldrig får at se folde sig ud. At være blevet mor igen til to skønne krudtugler, har helt klart tilført mit liv en stor del glæde og kærlighed, men at blive mor for anden gang var ikke den lykkelige begivenhed som jeg huskede fra første gang, og som jeg i min naivitet måske havde forestillet mig det ville blive. Der har været blandet en god del malurt i bærret, og det har forplumret min start med dem på mange måder. Men det er en helt anden historie.
Du kan læse meget mere om Elisabeth på hendes egen side.
Idag er tilegnet alle de børn, der ikke længere er her.
Her kommer Sofies indlæg - og kommentarfeltet er som sædvanlig åben for tilkendegivelser og debat.
Min sommerfuglepige
For mig var sommeren 2006 den bedste og samtidig den værste sommer i hele mit liv! Jeg blev mor for første gang. Det var det største og bedste, der nogen sinde er sket for mig. Kort efter fødslen fik jeg at vide, at hun var alvorligt syg og sandsynligvis ikke ville blive ældre end et par dage. Jeg var mor for hende i 6 skønne og skrækkelige uger. Til sommer er det 5 år siden jeg var igennem et følelsesregister, der strakte sig fra den højeste tinde af lykke, jeg nogen sinde har oplevet, til den dybeste kløft af sorg, som jeg nogen sinde har været i.
Vejen til ønskebarnet havde indtil da været lang. At blive gravid med det barn, som jeg ønskede mig så inderligt, var blevet et projekt. Jeg mødte så mange sten på min vej, at man kan undre sig over, at jeg fortsatte. At være i fertilitetsbehandling er en udfordring på mange planer. Nogen mennesker kaster håndklædet i ringen langt tidligere end tilfældet var for mig. Jeg var stædig. Jeg gav ikke op men fortsatte – og det skønt jeg havde været nede og ligge op til flere gange. Efter det værste slag i ansigtet, som var en måneds indlæggelse i smertehelvede, var jeg rigtig tæt på at give op. Jeg husker stadig samtalen med lægen på fertilitetsklinikken. På det tidspunkt var jeg besluttet på, at det var slut. Pludselig efter så mange år troede jeg ikke på det længere. Jeg længtes stadig efter et lille barn, men jeg havde brug for ro. Der var fuld forståelse fra lægens side, som dog til sidst mindede om, at der stadig lå tre små æg i fryseren, som med et sidste forsøg risikofrit måske burde afprøves inden alle døre til den verden blev endeligt lukket. Jeg indvilligede, og 9 måneder efter kom Elisabeth til verden.
Graviditeten var udad til nem – ingen kvalme, ingen bækkenløsning eller andre gener i den retning – men psykisk var den en udfordring. Efter så mange års kamp var der bare ikke noget, der måtte gå galt. Måske var det min eneste chance for at få et barn. Jeg kunne slet ikke bære, at det ikke skulle lykkes. Jeg nåede terminen og alt var godt. Nu skulle mit lille barn bare fødes, og det blev hun efter et kaotisk fødselsforløb med læger og nervøse blikke, der til sidst endte med akut kejsersnit i fuld bedøvelse. Da jeg vågnede var det til en stilhed efter storm. Det første der brød stilheden var ordene: Tillykke du har fået en lille pige! Jeg kunne ikke andet end at smile. Det var overstået. Alt var godt. En lille pige, som skulle hedde Elisabeth! Jeg fik lov at få hende op på maven, og der lå vi så. Jeg var verdens lykkeligste i hele verden lige i det øjeblik. Jeg var mor. Intet større har jeg oplevet – hverken før eller siden. Endelig! Endelig havde jeg besteget bjerget. Jeg var nået helt til tops. Kort tid efter ramlede det hele om ørerne på mig og jeg styrtede i en afgrund så dyb og sort at det var svært at forestille sig at jeg nogen sinde skulle kunne kæmpe mig op igen.
Elisabeth var begyndt at få kramper samme nat og efter en tur fra Herlev til børneafdelingen på Gentofte, endte vi på Rigshospitalets neonatalafdeling. Det var ikke bare et lavt blodsukket, der var skyld i ,at hun var kommet til verden helt slap og stille. Noget var helt galt. Hvor galt det var, gik op for mig allerede dagen efter. Men om jeg sådan helt fattede det ved jeg ikke. Det hele foregik lidt som i en tåge. At få beskeden om at ens barn skal dø, er så modstridende at realitetssansen ikke helt står mål med virkeligheden. Hendes liv var jo lige begyndt. Ikke desto mindre var faktum at hun var blevet svært hjerneskadet – sandsynligvis på grund af iltmangel – i en sådan grad at hun ikke ville kunne overleve uden respirator mere end et par timer eller måske nogen dage. Hvad stiller man op med sådan en besked?
Hun døde ikke efter et par timer. Heller ikke efter et par dage. Men levede i 6 uger! Hun blev passet hjemme i alt den tid. Det er jeg glad for. Det betød nemlig at jeg fik lov at opleve alt det, som jeg havde drømt om i så mange år. Hun fik lov at se sit værelse, køre tur i den barnevogn der stod og ventede, sove i min gamle vugge, som min mor havde sat i stand til hende. Det var en smuk tid, som jeg husker den. Jeg var nærmest lykkelig. Det var rigtig vigtigt for både min mand og jeg at fokusere på den lykke, for vi vidste, at der ville blive masser af tid med sorg bagefter. Så det var lykken og glæden over at have fået lov, der fyldte mest den sommer.
Elisabeth var en sej lille en. Hun ville livet og levede af sine forældres kærlighed i den tid hun levede, lige indtil hendes lille krop gav op. Den morgen lå hun præcis samme sted som den gang jeg mødte hende for første gang. Hun havde vækket mig om natten og jeg havde lagt hende på min mave og sådan faldt vi begge to i søvn. Da jeg vågnede om morgenen, lå Elisabeth stadig på min mave. Hun var holdt op med at trække vejret, men var smukkere end nogen sinde. To store øjne kiggede på mig. Jeg vidste, at det var slut og selvom der havde været mange tårer undervejs, så var dem, der kom den morgen blandet med en underlig form for lettelse. Hun havde lidt rigtig meget til sidst, så da hun endelig fik fred, var det som om man kunne se det på hendes ansigt. Jeg er stadig dybt taknemmelig over, at jeg fik lov at være hendes mor og passe på hende lige til det allersidste.
Til sommer er det 5 somre siden. Det er svært at forstå, at der allerede er gået så lang tid. Det føles til tider forræderisk. Tiden går, mens tiden med Elisabeth lige så stille forsvinder længere og længere væk. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner hende. Den dybe sorg er ikke i samme grad mere altomfattende, men savnet vil nok altid være der. Følelsen af at være blevet snydt og tanken om alle de ting jeg aldrig kommer til at opleve med Elisabeth gør mig ked af det. Jeg kommer aldrig til at se hende vokse op. Det man mister når man mister et barn, er jo ikke bare barnet, men hele barnets kommende liv.
Helt mirakuløst har jeg fået to skønne børn mere og selvom de fylder min dag med glæde og kærlighed, så bliver de aldrig nogen sinde en erstatning for Elisabeth. Netop fordi jeg har fået to børn, der er vidt forskellige, er det endnu tydeligere at Elisabeths personlighed mangler. Det er ikke bare et barn mere der mangler, det er en personlighed, som jeg aldrig får at se folde sig ud. At være blevet mor igen til to skønne krudtugler, har helt klart tilført mit liv en stor del glæde og kærlighed, men at blive mor for anden gang var ikke den lykkelige begivenhed som jeg huskede fra første gang, og som jeg i min naivitet måske havde forestillet mig det ville blive. Der har været blandet en god del malurt i bærret, og det har forplumret min start med dem på mange måder. Men det er en helt anden historie.
Elisabeth på sin første tur i barnevognen
Børnefest dag 4 - Dagens konkurrence
På festens fjerde dag har jeg to skønne præmier til jer. Igen er det to seperate konkurrencer, og der er altså mulighed for at vinde begge, hvis man er heldig. Og hvad kan du så vinde idag?
Konkurrence A
Den første konkurrence er sponseret af Garn-iture
Her kan du vinde et gavekort på 250 kr.
Garn-iture er en butik som opfylder de fleste drømme du har. Der er skønne metervarer, lækkert garn, hjemmestrik, børnetøj - kort sagt alt hvad hjertet begærer. En lille oase på Frederiksberg, der oser af håndværk og kreativitet.
Og der er en god undskyldning for at kigge forbi butikken i disse dage. Garn-iture fejrer nemlig den nye blog med 20 % på alle metervarer til og med på lørdag!
Deltagelse
Du kan få 1 lod i denne konkurrence ved at skrive en kommentar - og 2 lodder hvis du også har sat Børnefest-billedet på din blog. Du finder det øverst i højre side på bloggen. I denne konkurrence kan du trække et ekstra lod og altså deltage med 3 lodder, hvis du også melder dig som fast læser af Garn-itures nye blog.
Konkurrence B
Den anden konkurrence er sponseret af MyGuggi
Her kan du vinde et lækkert, blødt og lunt babytæppe
MyGuggi er retrolækkerier til de små. Alt er håndlavet og kræset om, og i butikken kan du finde bamser, tæpper, puder, barnevognsophæng, sengetøj og meget, meget mere.
Deltagelse
Du kan få 1 lod i denne konkurrence ved at skrive en kommentar - og 2 lodder hvis du også har sat Børnefest-billedet på din blog. Du finder det øverst i højre side på bloggen. I denne konkurrence kan du trække et ekstra lod og altså deltage med 3 lodder, hvis du også melder dig som fast læser af MyGuggi's blog.
Er du med begge konkurrencer, skriver du bare én kommentar. Husk at skrive antallet af lodder til hver konkurrence og en mailadresse, hvis du ikke er fast læser.
Konkurrencen lukkes kl. 22.
onsdag den 23. februar 2011
Dagens vindere
Så er det endnu en gang tid til at finde nogle heldige vindere - jeg kunne godt vænne mig til at dele gaver ud :-)
Random.org har igen bistået i lodtrækningen, og de heldige vindere er:
Konkurrence A
Vinderen af en "Ny mor behandling" blev Mie (M+M+D+L)
Forkælende helkropsmassage med skønne olier , der har fokus på hudens blodgennemstrømning samt understøtter de elastiske fibre og hjælper huden til at blive fin og fast efter graviditeten.
Behandlingen udføres på specialbriks med plads til ømme bryster.
Behandlingen udføres på specialbriks med plads til ømme bryster.
Tusind tak til Greenskin.dk for sponsoratet!
Konkurrence B
Vinderen af pakken med en stor sutteflaske, der kan bruges som sparebøsse senere fyldt med babyartikler - bl.a. kop, tallerken, sutteflaske m.m blev Rikke med bloggen RumseRik
Tusind tak til Olivers Butik for sponsoratet!
Konkurrence C
Vinderen af et lækkert babyhåndklæde og ikke mindre end tre sæt nattøj str. 74, 86 og 98, hvor du selv bestemmer om det skal være til en dreng eller en pige, blev Mia
med bloggen Mamma Mia's Verden
med bloggen Mamma Mia's Verden
Tusind tak for præmien Jesper :-)
Så er der bare tilbage at ønske vinderne til lykke. Send mig en mail med jeres navn og adresse (og valg af nattøj) - så kommer præmierne fluks i jeres retning :-) Min adresse er mettekirkeskovjensen@gmail.com
Og så kan I glæde jer til imorgen, hvor der igen er lækkerier på højkant.
Dagens gæsteblogger - Louise
Dagens gæsteblogger er Louise. Louise er næsten lige blevet mor og deler den store oplevelse og ikke mindst de mange følelser - frustrationer og glæder - med os idag. Det er hudløst ærligt og bestemt et indlæg, jeg kunne have brugt, inden jeg selv blev mor. Kan man forberede sig på at blive mor? På at man pludselig har et barn, som man vil gøre alt for og som pludselig kommer i første række? Læs og tag ind - og der kan debatteres i kommentarfeltet.
Her kommer Louises indlæg.
Mor er den BEDSTE i verden...
..... For det meste af tiden, ihvertfald... De andre øjeblikke kæmper hun med at tilsidesætte hendes egne behov, stresse over unødvendige bekymringer og følelsen af utilstrækkelighed. Jeg ville have ELSKET at kunne læse dette indlæg, inden jeg selv blev mor - så man kunne forberede sig lidt på hvad der ventede én. At blive mor nødvendigvis ikke er som en candyfloss; sukkersødt, lyserødt og i grunden RET klistret...
Vi mistede under den første graviditet, og det skulle tage os halvandet år, før testen igen viste positivt.. Hvilket, set i bagklogskabens lys, helt sikkert var en dybere mening bag; hvis jeg var blevet mor dér den første gang, var jeg gået ned med flaget - mit egoistiske højborg var kollapset under mig... Jeg havde ikke være "klar" - klar til at smide egne behov og min frihed... Jeg blev mor 31. oktober 2010. Jeg havde et utrolig langt fødselsforløb, og der blev flere gange truet med kejsersnit. Endelig fik jeg lov til at presse og 5-10 minutter senere lå det smukkeste pigebarn på brystet af mig. Min reaktion; jeg græd. Af lykke og af kærlighed, som ramte mig rigtig hårdt. Mine moderinstinkter trådte ind og jeg ville gøre ALT for denne lille prinsesse, der kiggede op på mig med intense øjne.
Jeg ville ønske det ikke var et tabu at snakke om hvor HÅRDT det er at blive forældre, både som individ – men bestemt også som parforhold. Man føler sig alene om at have de problemer.. Jeg kæmper; kæmper med at være ærlig og sætte ord på de følelser – føler jeg er på en umulig mission; at fortælle kommende mødre at det er OKAY at have de følelser. Og at man bestemt ikke er alene om at have det sådan. Jeg græd, over alt, over ingenting og ikke mindst; af udmattelse. Min mor fortalte, at det var ganske normalt efter en fødsel - men hvorfor var der ingen, der havde fortalt mig dette...? Så jeg kunne have været forberedt og ikke følt mig mærkelig...?
For mig kom problemerne ret hurtigt.. Min lille pige havde ikke rigtig lyst til mad, kaldte ikke på mit bryst. Pludselig gik det stærkt og hun fik min mælk hældt i halsen. Hun skulle pakkes ind i strik, termo-dyne, hue og almindelig dyne. Jeg malkede ud efter hvert måltid for at stimulere min produktion. Hér begyndte min tvivl på mig selv – og bekymringerne voksede og voksede. Amningen kørte ikke og Mejse blev testet for gulsot og andre infektioner.. Jeg brugte suttebrik, og skulle vække hende hele tiden. Jeg havde en bange følelse af, at hun trak sig mere og mere ind i sig selv; sov sit lille liv væk – altimens gangene gav genlyd af skrigende kolikbørn, der ikke stod til at mætte… (Åhhh, hvor jeg dog ønskede Mejse var én af disse skrigebørn – istedet for et stille, indadvent barn – der trak sig ind I sig selv, uden gråd og uden nogle krav..)
Jeg var 5 dage på patienthotellet, indlagt med hjælp fra jordemødre døgnet rundt.. De var fantastiske, søde og kærlige. Men hver og én havde forskellige meninger om hvordan jeg skulle tackle situationerne - og jeg blev støt mere og mere usikker på mig selv. Pludselig vendte det - hun begyndte at tage det tabte på, vågnende meget mere op, og nu var det så kun nætterne der "drillede". Mejse fik en sut, så hun ikke brugte mig som sut og det gjorde ligesom tricket. Efter nogle successfulde dage var vi klar til at tage hjem - klar til at se virkeligheden i øjnene. Jeg husker ikke dagene derhjemme så tydeligt længere - men jeg gemte mig, murede mig inde og kunne ikke overskue at tage nogen steder med Mejse. Jeg turde ikke lade hende sove udenfor og gik nervøst rundt om hende, når hun endelig sov. Frede havde ikke barsel med det samme, så skulle stå på egne ben. Og så kom brystbetændelse, knude i halvdelen af brystet, sygehus, penicillin biopsi og mammografi.
Idag når jeg sidder hér i sofaen, er alt dét jeg lige har skrevet så utrolig fjernt fra min hverdag lige pt.... Mejse er lidt over tre måneder, har næsten fast sove-rytme, er super glad & tilfreds og jeg kender hendes små lyde og ved hvad de betyder. Og måske er det DERFOR man aldrig hører om den svære første tid...? For pludselig er man bare en super-mor, der kender sit lille barn ud og ind. Klart; jeg er da stadig nervøs for om hun nu får nok at spise, om hun kan det hun skal kunne på hendes alder osv osv... Jeg har indset at bekymringerne aldrig vil ophøre og at det er okay at blive usikker - så længe den usikkerhed ikke forhindrer dig i at trives. Og det vigtigste af alt; der er ikke noget, der hedder plejer når vi taler om små babyer. Jeg bliver nødt til at omfavne min usikkerhed som et tegn på, at jeg gør mit ypperste og ikke er en kold skid, der er ligeglad.... Det er sådan jeg "håndterer det" bedst.
Mit indlæg idag her hos Mette skal bekræfte nye og kommende mødre i at det er okay at have alle disse følelser:
- Jalousi/bitterhed over at manden "bare" kan fortsætte sin hverdag (og nattesøvn) helt uændret...
- Bitterhed over at skulle lægge banale personlige behov (bad, toiletbesøg - sågar tandbørstning osv) lidt på hylden
- Vrede over at man ikke bare liiiige kan få de vigtige hygge minutter med sit yndligsblad eller lign..
- Deprimeret over at skulle fravælge hobbies og andre fede ting, du kunne før baby
- Følelsen af at alle andre er en bedre/gladere mor end dig
- Stress over alle de regler, der huserer omkring en nyfødt - bange for at være en dårlig mor/vælge forkert
- Skyldfølelse over, at der ikke er overskud til huslige pligter
- Skyldfølelse over, at der ikke er kærlighed/nusseri tilbage til din bedre halvdel
- ....hvad end du føler, er du IKKE alene!!
Nu skal det ikke være ren jammer det hele. At blive mor er det største, der er sket i mit liv. Jeg ville på ingen måde være min lille Mejse foruden - og gik gladeligt alle de dumme følelser og bekymringer igennem igen. Moralen i mit indlæg er, at vi for gud skyld skal huske at omfavne vores "pinlige" tanker - og dele dem med nogen i er trygge ved... Hvis i først åbner jer - er jeg sikker på at jeres veninder også kommer ud af busken og indrømmer, at de har haft det præcis som dig... Måske har de bare helt glemt det igen...? Sørg for at komme ud, BRUG din mødregruppe samt veninder i samme båd som dig... Du må for alt i verden ikke gemme dig hjemme og begrave dine "pinlige, pinlige" følelser... Husk på; du er ved at indstille dig til din nye rolle... Fra nu af er du ikke længere midtpunkt af dit liv - du skal dele spotlightet med dit lille barn.. Og det er da smukt og uselvisk, at man vil ofre så meget for det her lille barn, men selvfølgelig opgiver du ikke alle dine behov uden en lille intern kamp indvendigt... Giv dig selv tid til at finde "dit nye jeg"...
Jeg håber ikke dette indlæg vil skræmme nogen fra at blive mor, for det er bestemt ikke intentionen... Jeg opfordrer jer tværtimod til at vove pelsen - og nu er i beredte til alle følelserne, der følger med - de gode såvel som dårlige... At være mor er det smukkeste og det allermest skræmmende jeg har prøvet - på én og samme tid.. At være mor er det vildeste: at se sit barn reagere med et smil når man laver grimasser - eller når hun blir helt ekset, fordi hun fornemmer at liiiiige om lidt kommer brystet og dermed mælken.. Det er de små daglige, søde oplevelser og iagttagelser ved sit lille vidunder, der fylder én med kærlighed og ubegrænset styrke.. Jeg er mor - og NU nyder jeg det i fulde drag!
Har du deltaget i dagens konkurrence? Du kan gøre det her.
Børnefest dag 3 - Dagens konkurrence
Idag er der forkælelse til både mor og de helt små. Der er idag tre præmier - og hvis du er heldig, kan du løbe med alle tre! Og hvad kan du så vinde idag?
Konkurrence A
Den første konkurrence er sponseret af Greenskin.dk. Det er et mekka af grøn hudpleje og velvære.
Her kan du vinde en "Ny mor behandling"
Forkælende helkropsmassage med skønne olier , der har fokus på hudens blodgennemstrømning samt understøtter de elastiske fibre og hjælper huden til at blive fin og fast efter graviditeten.
Behandlingen udføres på specialbriks med plads til ømme bryster.
Behandlingen udføres på specialbriks med plads til ømme bryster.
Har du ikke lige født kan du sagtens nyde behandlingen alligevel - 60 minutters absolut velvære. Og bor du ikke i København - ja så kommer du sikkert herover på et tidspunkt, eller måske har du en god veninde du kan forkæle?
Deltagelse
Du kan få 1 lod i denne konkurrence ved at skrive en kommentar - og 2 lodder, hvis du også har sat Børnefest-billedet på din blog. Du finder det øverst i højre side på bloggen.
Konkurrence B
Den anden konkurrence er sponseret af Olivers butik. I Olivers butik kan du finde alt hvad du har brug for til de små.
Her kan du vinde en pakke med en stor sutteflaske, der kan bruges som sparebøsse senere. Sutteflasken er fyldt med babyartikler. Bl.a. kop, tallerken, sutteflaske m.m
Deltagelse
Du kan få 1 lod i denne konkurrence ved at skrive en kommentar - og 2 lodder hvis du også har sat Børnefest-billedet på din blog. Du finder det øverst i højre side på bloggen. Og i denne konkurrence er der mulighed for 3 lodder, hvis du også synes godt om Olivers butik på facebook.
Konkurrence C
Denne konkurrence er sponseret af en god kammerat, som blandt andet sælger babyartikler engros.
Her kan du vinde et lækkert babyhåndklæde og ikke mindre end tre sæt nattøj str. 74, 86 og 98. Du bestemmer om det skal være til en dreng eller en pige.
Har du ikke lige en i den størrelse derhjemme kan det måske bringe lykke som gave?
Deltagelse
Du kan få 1 lod i denne konkurrence ved at skrive en kommentar - og 2 lodder, hvis du også har sat Børnefest-billedet på din blog. Du finder det øverst i højre side på bloggen.
Er du med i alle tre konkurrencer, skriver du bare én kommentar. Husk at skrive antallet af lodder til hver konkurrence og en mailadresse, hvis du ikke er fast læser.
Dagens konkurrence lukkes kl. 22.
tirsdag den 22. februar 2011
Dagens vindere
Så skal vi til det igen. Dagens vindere skal trækkes - det er da for fedt at dele gaver ud? Random.org er igen min makker, og har blandt de mange lodder trukket følgende vindere.
Konkurrence A
Vinderen af "Agnethe og Alfabetet" - en sangbog med tilhørende CD blev Sofie Sol med bloggen Sofies kreablog
Konkurrence B
Vinderen af børne cd'en "Avra for Laura" af Lotte Kærså blev Tante Krea med bloggen Familien Fredsoe
Konkurrence c
Vinderen af "Fem salmer for børn" - en sangbog med tilhørende CD - blev Charlotte med bloggen Morslille (du er da vist inde i en vinderstime :-))
Stort til lykke til de heldige vindere. Send mig jeres navn og adresse på mettekirkeskovjensen@gmail.com - så skal jeg få præmierne afsted til jer så hurtigt som muligt.
Vi fortsætter festen imorgen - jeg lover jer at der igen er lækkerier - forkælelse til både mor og barn :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)
