mandag den 21. februar 2011

Dagens gæsteblogger - Katrine

Katrine har sagt ja til at være gæsteblogger her under Børnefesten. Det er jeg rigtig glad for, for hun kan om nogen belyse det der med dine, mine og vores. Katrine blogger endvidere på http://www.delebarn.dk/, hvor du også kan læse meget mere om emnet. Der er rigtig mange børn, der deles. I vores familie har vi også et. Det er ikke mit barn, men det er en stor del af min familie. Hvordan gør man det? - for der er ingen tvivl om, at det vi som voksne synes er svært, ja, det er mindst ligeså svært for de kære små.


Her kommer Katrines indlæg - og kommentarfeltet er åben for debat.


Fake it till you make it
 
Der er skrevet tykke, kloge og mange bøger om den familiestruktur, jeg befinder mig i, patchworkfamilien, som jeg vælger at kalde den, fordi vi tilsammen udgør et broget tæppe af individer med hver vores rolle. Alle de kloge bøger er skrevet, fordi der er meget at sige om det. Mange vinkler, mange hovedpersoner og ikke mindst mange problemstillinger. Jeg har læst en del af de bøger, der er skrevet som interview-bøger, og i dem er der altid nogen, der siger, at 'havde jeg vidst, hvad det indebar med såden en familie, var jeg løbet skrigende bort'. Jeg læste dem, da jeg indledte mit forhold til manden til mit andet barn, faren til mit bonusbarn og bonusfaren til mit første barn, den mand, der også er min kæreste. Jeg var meget forelsket (det er jeg stadig) så jeg tænkte mest, at det var da noget pjat, med de kvinder, der skrev sådan. Hvorfor piber de sådan? Helt ærligt, hvor svært kan det være med sådan en ny familiestruktur? 
 
Nu har det været min hverdag snart 2 år, og meldingen herfra er: PISSESVÆRT!
 
Bevares, jeg havde en forventning om, at det ville blive svært. Jeg troede bare, at det svære ville være mere håndgribeligt. Logistik, opdragelse, konflikter. De ting er også svære, men dem er vi ved at have styr på. Nu er der det rigtig svære tilbage. Kærligheden.
 
Nu siger jeg det, som det er, for mig, og så må jeg tage den røvfuld, der kan følge i kølevandet: Jeg elsker ikke min bonussøn, bare fordi jeg elsker hans far. Og hans far elsker ikke min søn, bare fordi han er min.

There, I said it. De eneste, der ikke har valgt det her, er jo børnene, og de fortjener at bo sammen med voksne, der elsker dem. Men hvad gør man så? Hvis ikke vi voksne kunne snakke om dette, gøre det legalt i den voksne samtale, så tror jeg, vi var gået fra hinanden. Det kan vi heldigvis, så vi bliver, men damn, det er svært, det med kærligheden. For det gør så ondt. Det gør fysisk ondt på mig, når min kæreste bliver irriteret på min søn. Drengen er 3 år, og virkelig god til at være 3! Fik han lov, terroriserede han hele familien, men som hans mor bliver jeg ikke irriteret på ham, når han kegler. Jeg får ondt, fordi jeg hele tiden tænker, at han reagerer på den situation, jeg har sat ham i. På samme måde har min bonussøn perioder, der er svære for ham, og hvor hans far får ondt, og jeg bliver irriteret. Han kan mærke min irritation, som jeg kan mærke hans, og det gør ondt. Det gør ondt, og det er ensomt. Uanset, hvordan vi vender og drejer det, så har de børn kun en forælder i det her hjem. Den anden er en voksen, der vil dem det godt, men ikke en forælder, og forældres kærlighed er nu engang noget helt særligt. 
 
Hvordan løser vi det? Vi arbejder hele tiden på at gøre de følelser legale. Det skal både være legalt at have dem, men det skal også være legalt at have ondt, fordi den anden er irriteret på barnet. Det er den ene ting, den anden ting, er at fake.
 
Lidt, som når man har sovet 3 timer i alt en nat pga skrigende baby, har føde-deller over alt, ens hår er faldet af i amningens hellige navn og så videre og så videre. Kort sagt: man ligner en mor på barsel. Man kigger sig i spejlet og tænker: Christ! Hvad skete der? Man har kvalme af træthed, er små-deprimeret af træthed, er grå af træthed, men man har en aftale med rigtige mennesker ude i den rigtige verden, så man går i bad, tager rigtigt tøj på (til forskel fra barselsuniformen aka nattøj), man sætter sit hår, man tager makeup på, og til sidst tager man sko med hæl på. Pludselig har man det bedre. Det er rent fake, men det virker. Sådan gør jeg også indtil videre med mit bonusbarn. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre, og jeg ved det virker med makeuppen, så jeg tænker, det er et forsøg værd her også?
 
Da jeg fødte mine sønner, var jeg en af dem, der oplevede moderkærligheden i det øjeblik, de blev lagt på min mave, men det er ikke alle, der har det sådan. Når nu moderkærligheden er så svær, hvordan skulle det så være muligt at føle forældre-kærlighed til en fremmed 6-årig? Jeg følte den i hvert fald ikke, men på samme måde, som kærligheden til mine egen børn vokser hele tiden, så gør kærligheden til mit bonusbarn det også. Det er bare to forskellige slags kærlighed, med to forskellige udspring. Den kærlighed, jeg har til ham, indebærer blandt andet irritationen, og når den kommer, så faker jeg, det bedste jeg har lært, og det er heldigvis ret godt. 



Har du deltaget i dagens konkurrence?

9 kommentarer:

  1. Supermodigt skrevet! - og spændende med et indblik i en "verden" man ikke selv kender til...

    SvarSlet
  2. Håber ikke at man kun skal skrive rosenrød her ??

    jeg har boet i din og min og vores børn i ca. 10 år og læst og lyttet og hørt så meget om det emne at det til sidst hang mig ud af halsen :(
    ...

    men det er rart at høre at jeg ikke er alene om ikke at elske andres børn for jeg elsker ikke min mands 3 børn og jeg må desværre sige at jeg heller ikke kan lide dem ... jeg respekter dem for de er min mands og han elsker dem ... hvor har jeg tit hørt ,at hvis man ikke kan/vil elske den andens barn/børn så skal man ikke indgår i det forhold ,men der er jeg ikke enig ,for en dag er de børn voksne og får deres eget liv og vi der har børn ved at børn pludselig er voksne og flytter hjemmefra :)
    jeg har det meget svært med min mands børn og deres mor hans x .. hans x er et kapitel for sig selv ,kan kun sige hun ikke er en mor for sine børn ,så har jeg været sød i omtalen om hende ...
    min mand går meget op i hans job og hobby så han har ikke tid til at være 100% far og jeg tager ikke over ang. hans børn... jeg formår ikke at være noget for min mands børn ,jeg er selv mor til 5 ,de 2 små er også min mands ,men jeg er alene det meste af tiden om mine børn ...
    om jeg er bitter ,lidt er jeg må jeg indrømme, jeg er ked af at 2 mennesker som min mand og hans x ikke kan være forælder til deres børn ... meget trist at se på ... hans børn bor ikke her hos os ,ej heller de hos deres mor ... de bor andre steder !!!! 2 af dem kommer her 1 gang om måneden ellers ser vi dem aldrig ...
    så vi er ikke en lykkelig blandet familie ,ikke at vi ikke har det godt ... vi har nu kun 4 børn hjemme 2 af mine og 2 fælles børn og der er kommet meget mere ro på i hjemmet :)
    jeg håber af mit hjerte at andre kan fungere i deres blandet familier :)

    SvarSlet
  3. Hey Katrine (og alle andre!)
    Superfedt indlæg - jeg holder faktisk rigtig meget af at læse dine patchwork-familie-indlæg, fordi det er så anderledes for mig, og tit svært at forstå. Samtidig har jeg - i kraft af mit job som dagplejer - flere gange problematikken helt inden for døren, så det interesserer mig rigtig meget.
    Når det er sagt har jeg én rigtig vigtig kommentar til dit indlæg. Du skriver at du får ondt på din søns vegne, når han kegler, fordi han gør det på grund af den situation du har sat ham i. Jeg har selv en søn på 3 år. Han er del af en helt almindelig leverpostejs-kerne-familie, og han kegler altså også! Jeg er ikke i tvivl om at vores valg påvirker vores børn, men nogle gange reagerer de bare på at være børn og skulle lære verden at kende. Din søns fordel er, at han (stort set) ikke kender andet, end det der stadig er relativt nyt for dig (fordi du ligesom har levet lidt længere end ham...), så jeg tror ikke du behøver at bebrejde dig selv så meget. Du gør det fandme fantastisk, er jeg HELT sikker på - netop fordi du følger dit hjerte, mærker efter og viser følelser! DERFOR skal din patchwork-familie nok lykkes, selv om det er PISSESVÆRT og du måske ikke altid tror du gør det rigtige!
    Klap på skulderen fra en udenforstående som forsøger at forstå!
    ... og kram i massevis!
    Jane

    SvarSlet
  4. Udemærket indlæg. Jeg er selv syet ind i en patchworkfamilie :)

    Måske jeg ikke læser dig rigtigt...Men hvad er det egentlig du faker? Er det kærligheden til din mands barn du forsøger at forstille dig til? Eller faker du bare dit gode humør? Er nogen af delene klogt?

    Jeg tror ikke, et barn kan undgå at mærke forstillelse. Børn er ofte overraskende empatiske og kloge, så det kan være farligt med "uægte" kærlighed. Det kan vel give bagslag, forestiller jeg mig?

    Hvorfor ikke bare lade tingene være så reelle som de er?
    Da min kæreste og jeg skulle være forældre sammen for første gang, spurgte hans dengang 7-årige søn "Far, når baby'en kommer - elsker du så mig mindre?". Far svarede "Nej, jeg elsker dig, lige som jeg altid har gjort. Men nu elsker jeg bare OGSÅ baby'en." Efter en lille pause fortsatte han "Men Nana, hun elsker nok baby'en mere, for den er jo hendes egen". Den forklaring lod han til fint at forstå.

    Som papmødre for børn, skal kærligheden vokse frem på en lidt kunstig og tvungen facon. Det er måske ikke altid muligt at nå det ideelle resultat, men man skylder børnene i det mindste at gøre sig umage. Og så er det også ok, bare at være gode venner, der holder af hinanden…med tiden. Er det ikke? :)

    SvarSlet
  5. Tusind tak for jeres indspark - det er skønt med kommentarer fra hjertet!

    For mig er det at have et delebarn et stort arbejde - som nogle gange kræver en maske a la det Katrine beskriver. Men når det er sagt, så er der ikke nogen herhjemme, der lader som om. Vi er alle klar over at blod er tykkere end vand, og at den kærlighed der er mellem os - der ikke er direkte beslægtede - aldrig vil kunne sammenlignes med den kærlighed, jeg foreksempel føler for min biologiske datter. Det er en smuk, men også meget naiv tanke i min bog, at tro det skulle være anderledes. Og min bonusdatter elsker jo heller ikke mig, som hun elsker sin mor. Men vi er der for hinanden som rigtig gode venner, som man kan stole på og måske lidt på venindemåden lave tant og fjas, men samtidig også være alvorlige, når der er brug for det. Det fungerer og hver dag bliver båndene stærkere :-)

    Kh. Mette

    SvarSlet
  6. Tak for jeres kommentarer:) Jeg var spændgt på, hvordan det ville blive modtaget. Det er svært at udtrykke sig 100% forståeligt om emnet; et emne, der jo for en stor dels vedkommende er ordløst.

    Fie: Jeg er glad for, du har fået et lille indblik:)

    Belladotte: Det lyder godt nok hårdt!! Jeg er ikke sikker på, jeg var holdt ud i det, men har stor respekt for at du gør.

    Brilleting: Det er lidt skægt, for det du skriver, er lidt et indlæg, jeg har i tankerne. Skal bare lige ha skærpet pennen, så det bliver helt rigtigt;)

    Nanna: Vi lader skam tingene være helt som de er. Der er ingen, der tror, vi elsker hinandens børn som vores egne. Men i de situationer, hvor overskudet kun er til egne børn, der er det altså ikke fair at gøre andet end at fake det overskud overfor bonusbarnet.

    Mine unger kalder, så ... see ya!

    SvarSlet
  7. KAT; tuuuusind tak for din ærlige og lige fra hjertet beretning - med et dejligt twist af humor og selvironi.. Hverdagen med børn (også ens egne) er alt andet end lyserød.. Og det må være det vildeste puslespil du er midt i.. Mange klem Louise

    SvarSlet
  8. Sikke et fint indlæg Kat! Jeg får aldrig rigtig kommenteret på dine indlæg men du kan tro jeg læser med! Lige som Jane/brilleting er jeg dagplejer, og står også noglegange på sidelinjen og ser dagplejebørnenes familier og er vidne til situationer der ikke lige altid er de nemmeste.
    Jeg vil nu også sige at med tre børn på hhv 1,5 og 7 år, så har vi også nogle kampe i vores helt almindelige kernefamilie. Jeg ser det som en naturlig del af ungernes udvikling, der sker så meget i deres små hoveder at det må være svært at rumme. Børn kan ikke formulere sig så fint så deres frusoner må komme ud på anden vis.
    Glæder mig til flere af dine indlæg Kat!
    Klem.

    SvarSlet
  9. "frusoner"???? Der skulle selvfølgelig stå: frustrationer! ;)

    SvarSlet