torsdag den 24. februar 2011

Dagens gæsteblogger - Sofie

Dagens gæsteblogger er Sofie. Sofie fik i 2006 et barn - et ønskebarn - og mistede kort tid efter Elisabeth. Idag gør det ondt at læse med. Jeg har grædt så mange tårer over Elisabeths historie, men det er så vigtig en historie for os alle sammen. Den sætter tingene i perspektiv og minder os alle sammen om den kæmpe gave det liv, der er givet os, er.  

Du kan læse meget mere om Elisabeth på hendes egen side.

Idag er tilegnet alle de børn, der ikke længere er her.


Her kommer Sofies indlæg - og kommentarfeltet er som sædvanlig åben for tilkendegivelser og debat.

 Min sommerfuglepige

For et stykke tid siden blev jeg opfordret af Mette til at skrive et indlæg om mit første barn Elisabeth. Jeg må indrømme, at jeg har gået noget rundt om mig selv og ikke rigtig har kunne komme i gang, for hvordan fortæller man lige om det at få sit ønskebarn kun for at miste det igen, om sorgen og følelserne i den forbindelse og om at rejse sig egen oven på sådan en oplevelse, i et enkelt indlæg? Jeg har lovet at gøre et forsøg ...


For mig var sommeren 2006 den bedste og samtidig den værste sommer i hele mit liv! Jeg blev mor for første gang. Det var det største og bedste, der nogen sinde er sket for mig. Kort efter fødslen fik jeg at vide, at hun var alvorligt syg og sandsynligvis ikke ville blive ældre end et par dage. Jeg var mor for hende i 6 skønne og skrækkelige uger. Til sommer er det 5 år siden jeg var igennem et følelsesregister, der strakte sig fra den højeste tinde af lykke, jeg nogen sinde har oplevet, til den dybeste kløft af sorg, som jeg nogen sinde har været i.

Vejen til ønskebarnet havde indtil da været lang. At blive gravid med det barn, som jeg ønskede mig så inderligt, var blevet et projekt. Jeg mødte så mange sten på min vej, at man kan undre sig over, at jeg fortsatte. At være i fertilitetsbehandling er en udfordring på mange planer. Nogen mennesker kaster håndklædet i ringen langt tidligere end tilfældet var for mig. Jeg var stædig. Jeg gav ikke op men fortsatte – og det skønt jeg havde været nede og ligge op til flere gange. Efter det værste slag i ansigtet, som var en måneds indlæggelse i smertehelvede, var jeg rigtig tæt på at give op. Jeg husker stadig samtalen med lægen på fertilitetsklinikken. På det tidspunkt var jeg besluttet på, at det var slut. Pludselig efter så mange år troede jeg ikke på det længere. Jeg længtes stadig efter et lille barn, men jeg havde brug for ro. Der var fuld forståelse fra lægens side, som dog til sidst mindede om, at der stadig lå tre små æg i fryseren, som med et sidste forsøg risikofrit måske burde afprøves inden alle døre til den verden blev endeligt lukket. Jeg indvilligede, og 9 måneder efter kom Elisabeth til verden.


Graviditeten var udad til nem – ingen kvalme, ingen bækkenløsning eller andre gener i den retning – men psykisk var den en udfordring. Efter så mange års kamp var der bare ikke noget, der måtte gå galt. Måske var det min eneste chance for at få et barn. Jeg kunne slet ikke bære, at det ikke skulle lykkes. Jeg nåede terminen og alt var godt. Nu skulle mit lille barn bare fødes, og det blev hun efter et kaotisk fødselsforløb med læger og nervøse blikke, der til sidst endte med akut kejsersnit i fuld bedøvelse. Da jeg vågnede var det til en stilhed efter storm. Det første der brød stilheden var ordene: Tillykke du har fået en lille pige! Jeg kunne ikke andet end at smile. Det var overstået. Alt var godt. En lille pige, som skulle hedde Elisabeth! Jeg fik lov at få hende op på maven, og der lå vi så. Jeg var verdens lykkeligste i hele verden lige i det øjeblik. Jeg var mor. Intet større har jeg oplevet – hverken før eller siden. Endelig! Endelig havde jeg besteget bjerget. Jeg var nået helt til tops. Kort tid efter ramlede det hele om ørerne på mig og jeg styrtede i en afgrund så dyb og sort at det var svært at forestille sig at jeg nogen sinde skulle kunne kæmpe mig op igen.

Elisabeth var begyndt at få kramper samme nat og efter en tur fra Herlev til børneafdelingen på Gentofte, endte vi på Rigshospitalets neonatalafdeling. Det var ikke bare et lavt blodsukket, der var skyld i ,at hun var kommet til verden helt slap og stille. Noget var helt galt. Hvor galt det var, gik op for mig allerede dagen efter. Men om jeg sådan helt fattede det ved jeg ikke. Det hele foregik lidt som i en tåge. At få beskeden om at ens barn skal dø, er så modstridende at realitetssansen ikke helt står mål med virkeligheden. Hendes liv var jo lige begyndt. Ikke desto mindre var faktum at hun var blevet svært hjerneskadet – sandsynligvis på grund af iltmangel – i en sådan grad at hun ikke ville kunne overleve uden respirator mere end et par timer eller måske nogen dage. Hvad stiller man op med sådan en besked?


Hun døde ikke efter et par timer. Heller ikke efter et par dage. Men levede i 6 uger! Hun blev passet hjemme i alt den tid. Det er jeg glad for. Det betød nemlig at jeg fik lov at opleve alt det, som jeg havde drømt om i så mange år. Hun fik lov at se sit værelse, køre tur i den barnevogn der stod og ventede, sove i min gamle vugge, som min mor havde sat i stand til hende. Det var en smuk tid, som jeg husker den. Jeg var nærmest lykkelig. Det var rigtig vigtigt for både min mand og jeg at fokusere på den lykke, for vi vidste, at der ville blive masser af tid med sorg bagefter. Så det var lykken og glæden over at have fået lov, der fyldte mest den sommer.


Elisabeth var en sej lille en. Hun ville livet og levede af sine forældres kærlighed i den tid hun levede, lige indtil hendes lille krop gav op. Den morgen lå hun præcis samme sted som den gang jeg mødte hende for første gang. Hun havde vækket mig om natten og jeg havde lagt hende på min mave og sådan faldt vi begge to i søvn. Da jeg vågnede om morgenen, lå Elisabeth stadig på min mave. Hun var holdt op med at trække vejret, men var smukkere end nogen sinde. To store øjne kiggede på mig. Jeg vidste, at det var slut og selvom der havde været mange tårer undervejs, så var dem, der kom den morgen blandet med en underlig form for lettelse. Hun havde lidt rigtig meget til sidst, så da hun endelig fik fred, var det som om man kunne se det på hendes ansigt. Jeg er stadig dybt taknemmelig over, at jeg fik lov at være hendes mor og passe på hende lige til det allersidste.


Til sommer er det 5 somre siden. Det er svært at forstå, at der allerede er gået så lang tid. Det føles til tider forræderisk. Tiden går, mens tiden med Elisabeth lige så stille forsvinder længere og længere væk. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner hende. Den dybe sorg er ikke i samme grad mere altomfattende, men savnet vil nok altid være der. Følelsen af at være blevet snydt og tanken om alle de ting jeg aldrig kommer til at opleve med Elisabeth gør mig ked af det. Jeg kommer aldrig til at se hende vokse op. Det man mister når man mister et barn, er jo ikke bare barnet, men hele barnets kommende liv.

Helt mirakuløst har jeg fået to skønne børn mere og selvom de fylder min dag med glæde og kærlighed, så bliver de aldrig nogen sinde en erstatning for Elisabeth. Netop fordi jeg har fået to børn, der er vidt forskellige, er det endnu tydeligere at Elisabeths personlighed mangler. Det er ikke bare et barn mere der mangler, det er en personlighed, som jeg aldrig får at se folde sig ud. At være blevet mor igen til to skønne krudtugler, har helt klart tilført mit liv en stor del glæde og kærlighed, men at blive mor for anden gang var ikke den lykkelige begivenhed som jeg huskede fra første gang, og som jeg i min naivitet måske havde forestillet mig det ville blive. Der har været blandet en god del malurt i bærret, og det har forplumret min start med dem på mange måder. Men det er en helt anden historie.

Elisabeth på sin første tur i barnevognen

20 kommentarer:

  1. En rørende og smuk historie. Det eneste jeg har lyst til nu er at hente min guldklump i dagplejen med det samme og bare kramme hende for evigt.

    SvarSlet
  2. Kære Sofie
    Tusind tak, fordi du delte din historie med os. Dit tab gør mig ondt, og samtidig beundrer jeg, at du deler din historie med os. Tak.

    SvarSlet
  3. puha, det var barsk!! Kondolerer med dit tab, hvor må det ha været ufatteligt hårdt.. Debatterede længe med mig selv om jeg ville læse dette indlæg - i hvert fald lige nu med 1 uges tid til termin - men selvom tårerne står i stride strømme, så er jeg glad for at jeg gjorde det. Min mor mistede sit første barn, han var født med en hjertefejl, og et år senere fik de mig (og senere mine 2 søskende også). Jeg har altid følt mig som et ønskebarn, men jeg har aldrig haft indblik i hvordan det har været for dem, og vi har ikke snakket om det. Du har nu givet mig i hvert fald lidt større indsigt, så tusind tak for det.

    SvarSlet
  4. Tårerne løber ned af kinderne på mig. Og jeg har ikke engang nogen børn eller prøvet på at få det.
    Jeg syntes bare det er så uretfærdigt at det skal gå sådan, når man har været så meget igennem med fertilitets halløj så burde det bare være lykke når man endelig blev gravid og baby kom ud.

    Jeg syntes det er flot at du fortæller din historie, det er stort.

    Held og lykke med fremtiden, og held og lykke med dine nye børn.

    Kærligst,
    Julie

    SvarSlet
  5. Åhhh, jeg sidder her og græder! ´

    Har ingen ord.

    Har selv en dreng fra sommeren 2006 (+ to mere).
    Jeg kan godt forestille mig hvor slemt det vil være, men jeg vil aldrig (forhåntligt) ikke vide, hvor ondt det VIRKELIG gør.

    Jeg håber at det bedste for dig og din familie!

    SvarSlet
  6. Kæreste Sofie
    Hvor var hun smuk. Så lille og fin. Det gør ondt helt ind i hjertet, at sådan et lille menneske ikke fik lov at vokse op og leve et lykkeligt liv.
    Og hvor er det godt, at du nåede at være hendes mor. Det må være en lille trøst i den alt overskyggende sorg, som du er igennem.
    tak fordi du deler jeres historie.
    De kærligste og medfølende tanker
    Anne

    SvarSlet
  7. En meget rørende fortælling om jeres smukke lille pige. Det er så svært at læse om tabet af et lille liv, og den smerte det har medført. Jeg jeg har stor respekt for din måde at fortælle om det på. Man kan virkelig mærke din store kærlighed til hende.
    Mange kærlige tanker herfra!

    Kh. Irene

    SvarSlet
  8. Kære Sofie,
    Jeg beundrer dig for at kunne dele din Elisabeth med os andre...
    Tårerne triller,
    Mvh. Karen

    SvarSlet
  9. Kære Sofie!
    Tak fordi du delte din historie med os - kan slet ikke sætte ord på hvor ondt det gør mig på dine vegne! Synes din beretning er rørende og utroligt vedkommende for os alle.
    Endnu engang tak.
    Kh. Jane

    SvarSlet
  10. Hvor er hun smuk - så bedårende og perfekt at se på. Tak for din smukke og rørende beretning.
    De kærligste tanker
    Louise

    SvarSlet
  11. Kære Sofie
    Tak fordi du ville dele din historie med os. Jeg mangler ord, men er meget rørt.
    Det gør mig ondt på dine vegne..
    Jeg ønsker dig og din familie al mulig held og lykke i fremtiden
    KH.

    SvarSlet
  12. Shit det gør ondt i et moderhjerte, og det er med tårerne løbende ned ad kinderne, at jeg kommenterer dette indlæg!

    Jeg har læst og grædt og holdt pause, og læst lidt flere linier, og grædt endnu mere! Pyhh...!

    Mine tanker og dybeste medfølelse går til dig Sofie og også til alle andre, der har et barn i hjertet og ikke i hånden.

    TAK fordi du delte - jeg får fornyet energi til at nyde min dreng, selvom han heller ikke er helt rask.

    Tanker fra Mia

    SvarSlet
  13. Tak fordi du ville dele din historie med os.
    Tak fordi du minder en om, hvor skrøbligt livet kan være.

    Iaften vil jeg kysse mine børn ekstra og sende en kærlig tanke til dig og din familie.

    Kh. Sanne

    SvarSlet
  14. Puha..det er med hulk og tårer at jeg har læst dit indlæg...jeg er helt ind i hjertet ked af dit tab.
    Imorgen vil jeg holde en fridag med min lille dreng og nyde dagen på hans betingelser i Elisabeths ånd!
    <3 tak fordi du delte din historie med os!
    Knus Sandra.

    SvarSlet
  15. Kære alle

    Hvor er I søde! Tusing tak for alle jeres hjertevarmende kommentarer. Det gør mig rigtig glad når nogen tager Elisabeth til sig, tør åbne op og lytte til hendes historie. Elisabeth er ikke særlig synlig i dagligdagen, men når jeg fortæller om hende er det som om hun er her lidt igen.

    Hadla – Det er jeg også glad for at du gjorde. Jeg ved at det at miste et barn tidligere var et stort tabu. Det er svært at forstå, for jeg ved hvor vigtigt det har været for mig at fortælle om Elisabeth og især hvor vigtigt det har været for mig at andre har ville lære hende at kende. Det har hjulpet mig på vej i sorgprocessen. For mig er hun jo mit barn på lige fod med mine to levende børn. Hvis du har mod på det, synes jeg du skulle spørge din mor om hendes første søn. Nu hvor du selv venter et barn er det jo en oplagt mulighed for at spørge ind til din mors egne oplevelser i den retning. Tillykke med graviditeten i øvrigt og rigtig meget held og lykke. Der venter dig en kæmpe oplevelse! :-)

    Mange kærlige hilsner fra Sofie

    SvarSlet
  16. Jeg sidder også med tårerne rendende ned ad kinderne.
    Jeg nåede ikke at have fornøjelsen af at se mit barn. Det døde i maven på mig. Heldigvis var jeg ikke særligt langt henne, men det var et stort traume for mig.
    Jeg tænker også på, hvilken personlighed, jeg ikke lærer at kende.

    I min stue står der en engel af glas. Det er min engel, der passer på mig, dens far, storebror og lillesøster.
    Den er lavet af glas, fordi det er lige så stærkt som mindet, men også lige så skrøbeligt som livet.

    Jeg synes du har skrevet et smukt indlæg.

    KH Lisbeth

    SvarSlet
  17. Jeg kan ikke forestille mig nogen vildere og mere horibel følelsesmæssig rutsjetur, end den i var på for fem år siden!

    Stoltheden og lykken over denne vidunderligt smukke pige, kampen der endelig var lykkedes, et liv så smukt, der måtte ende så hurtigt!

    Den højeste pris ved, at elske er at miste den man elsker, men kærligheden forsvinder aldrig.

    Tak fordi du ville dele din datter med os..

    Kh. Katharina

    SvarSlet
  18. Øjjjs, ved slet ikke hvad jeg skal skrive.. Sidder med tårer ned af kinderne.. Dit indlæg er så utrolig smukt og trist på samme tid.. Hvor var hun bare en smuk og perfekt lille pige...

    Tak for din kærlige og modige beretning - du rører mange i vores hjerter - og jeg sender en masse kærlighed og styrke i din retning..

    SvarSlet
  19. Meget smukt, trist og ikke mindst så rørende, at tårene blot triller ned i af kinderne. Du har oplevet den største lykke og alle mødres værste ulykke på samme tid.
    Jeg venter en lille dreng i løbet af de næste uger og selvom alt er fint, at glæden er kæmpe stor - ja så er angsten der også. Angsten for at der sker ens børn noget, vil altid følges hånd i hånd med den lykke det er at elske dem betingelsesløst.

    Blot at tænke på et barn der mister livet, skærer dybt i de fleste menneskehjerter - de er så uskyldige og mangler at opleve så mange ting i det vidunderlige liv.

    Tak for din fine, hjerteskærende personlige historie...

    SvarSlet
  20. Har lige læst en helt igennem smuk, hjerteskærende, rørende og pisse uretfærdig historie om en lille smuk pige ved navn Elisabeth. Jeg græder som pisket, jeg kan knap nok se tastaturet gennem tårestrømmen.. Men tak Sofie, fordi du er så åben om din historie. Selvom INGEN nogensinde skulle opleve at miste et barn, så er det jo noget som sker hver eneste dag. Et liv kommer til verden og et andet takker af. tak for dit indlæg, det har rørt noget dybt i mig, og minder mig om at selv om jeg har tre sunde og raske børn, så skal det ikke tages for givet.

    SvarSlet