Smil Karen!

Kender I det, når man pludselig rammes af den der med, at det lille barn faktisk ikke er så lille længere? Det skete for mig i dag. Jeg ville gerne tage et billede af Karen, men hun var selvfølgelig mere interesseret i kameraet og kunne ikke sidde særlig stille særlig længe af gangen :-) Så sagde jeg til hende, at hun skulle sætte sig i sofaen og smile til mor! Og jeg havde ikke den mindste forventning om, at hun rent faktisk ville gøre det. Men det gjorde hun - og selv om det var et smil på kommando, så er det vist ikke til at tage fejl af, at det er ægte nok - øjnene stråler, og mor blev helt blød i knæene. De forstår - og kan - altså bare MEGET mere end man lige går og tror :-) Men det har I sikkert også prøvet alle jer med børn?

Og grunden til at vi overhovedet skulle have det billede - ja, det var indvielsen af den skønne vest fra Charlotte. Endnu en gang tusind tak Charlotte - den er bare helt perfekt!