Dagens gæsteblogger - Sofie

Dagens gæsteblogger er Sofie. Sofie fik i 2006 et barn - et ønskebarn - og mistede kort tid efter Elisabeth. Idag gør det ondt at læse med. Jeg har grædt så mange tårer over Elisabeths historie, men det er så vigtig en historie for os alle sammen. Den sætter tingene i perspektiv og minder os alle sammen om den kæmpe gave det liv, der er givet os, er.  

Du kan læse meget mere om Elisabeth på hendes egen side.

Idag er tilegnet alle de børn, der ikke længere er her.


Her kommer Sofies indlæg - og kommentarfeltet er som sædvanlig åben for tilkendegivelser og debat.

 Min sommerfuglepige

For et stykke tid siden blev jeg opfordret af Mette til at skrive et indlæg om mit første barn Elisabeth. Jeg må indrømme, at jeg har gået noget rundt om mig selv og ikke rigtig har kunne komme i gang, for hvordan fortæller man lige om det at få sit ønskebarn kun for at miste det igen, om sorgen og følelserne i den forbindelse og om at rejse sig egen oven på sådan en oplevelse, i et enkelt indlæg? Jeg har lovet at gøre et forsøg ...

For mig var sommeren 2006 den bedste og samtidig den værste sommer i hele mit liv! Jeg blev mor for første gang. Det var det største og bedste, der nogen sinde er sket for mig. Kort efter fødslen fik jeg at vide, at hun var alvorligt syg og sandsynligvis ikke ville blive ældre end et par dage. Jeg var mor for hende i 6 skønne og skrækkelige uger. Til sommer er det 5 år siden jeg var igennem et følelsesregister, der strakte sig fra den højeste tinde af lykke, jeg nogen sinde har oplevet, til den dybeste kløft af sorg, som jeg nogen sinde har været i.

Vejen til ønskebarnet havde indtil da været lang. At blive gravid med det barn, som jeg ønskede mig så inderligt, var blevet et projekt. Jeg mødte så mange sten på min vej, at man kan undre sig over, at jeg fortsatte. At være i fertilitetsbehandling er en udfordring på mange planer. Nogen mennesker kaster håndklædet i ringen langt tidligere end tilfældet var for mig. Jeg var stædig. Jeg gav ikke op men fortsatte – og det skønt jeg havde været nede og ligge op til flere gange. Efter det værste slag i ansigtet, som var en måneds indlæggelse i smertehelvede, var jeg rigtig tæt på at give op. Jeg husker stadig samtalen med lægen på fertilitetsklinikken. På det tidspunkt var jeg besluttet på, at det var slut. Pludselig efter så mange år troede jeg ikke på det længere. Jeg længtes stadig efter et lille barn, men jeg havde brug for ro. Der var fuld forståelse fra lægens side, som dog til sidst mindede om, at der stadig lå tre små æg i fryseren, som med et sidste forsøg risikofrit måske burde afprøves inden alle døre til den verden blev endeligt lukket. Jeg indvilligede, og 9 måneder efter kom Elisabeth til verden.


Graviditeten var udad til nem – ingen kvalme, ingen bækkenløsning eller andre gener i den retning – men psykisk var den en udfordring. Efter så mange års kamp var der bare ikke noget, der måtte gå galt. Måske var det min eneste chance for at få et barn. Jeg kunne slet ikke bære, at det ikke skulle lykkes. Jeg nåede terminen og alt var godt. Nu skulle mit lille barn bare fødes, og det blev hun efter et kaotisk fødselsforløb med læger og nervøse blikke, der til sidst endte med akut kejsersnit i fuld bedøvelse. Da jeg vågnede var det til en stilhed efter storm. Det første der brød stilheden var ordene: Tillykke du har fået en lille pige! Jeg kunne ikke andet end at smile. Det var overstået. Alt var godt. En lille pige, som skulle hedde Elisabeth! Jeg fik lov at få hende op på maven, og der lå vi så. Jeg var verdens lykkeligste i hele verden lige i det øjeblik. Jeg var mor. Intet større har jeg oplevet – hverken før eller siden. Endelig! Endelig havde jeg besteget bjerget. Jeg var nået helt til tops. Kort tid efter ramlede det hele om ørerne på mig og jeg styrtede i en afgrund så dyb og sort at det var svært at forestille sig at jeg nogen sinde skulle kunne kæmpe mig op igen.

Elisabeth var begyndt at få kramper samme nat og efter en tur fra Herlev til børneafdelingen på Gentofte, endte vi på Rigshospitalets neonatalafdeling. Det var ikke bare et lavt blodsukket, der var skyld i ,at hun var kommet til verden helt slap og stille. Noget var helt galt. Hvor galt det var, gik op for mig allerede dagen efter. Men om jeg sådan helt fattede det ved jeg ikke. Det hele foregik lidt som i en tåge. At få beskeden om at ens barn skal dø, er så modstridende at realitetssansen ikke helt står mål med virkeligheden. Hendes liv var jo lige begyndt. Ikke desto mindre var faktum at hun var blevet svært hjerneskadet – sandsynligvis på grund af iltmangel – i en sådan grad at hun ikke ville kunne overleve uden respirator mere end et par timer eller måske nogen dage. Hvad stiller man op med sådan en besked?


Hun døde ikke efter et par timer. Heller ikke efter et par dage. Men levede i 6 uger! Hun blev passet hjemme i alt den tid. Det er jeg glad for. Det betød nemlig at jeg fik lov at opleve alt det, som jeg havde drømt om i så mange år. Hun fik lov at se sit værelse, køre tur i den barnevogn der stod og ventede, sove i min gamle vugge, som min mor havde sat i stand til hende. Det var en smuk tid, som jeg husker den. Jeg var nærmest lykkelig. Det var rigtig vigtigt for både min mand og jeg at fokusere på den lykke, for vi vidste, at der ville blive masser af tid med sorg bagefter. Så det var lykken og glæden over at have fået lov, der fyldte mest den sommer.

Elisabeth var en sej lille en. Hun ville livet og levede af sine forældres kærlighed i den tid hun levede, lige indtil hendes lille krop gav op. Den morgen lå hun præcis samme sted som den gang jeg mødte hende for første gang. Hun havde vækket mig om natten og jeg havde lagt hende på min mave og sådan faldt vi begge to i søvn. Da jeg vågnede om morgenen, lå Elisabeth stadig på min mave. Hun var holdt op med at trække vejret, men var smukkere end nogen sinde. To store øjne kiggede på mig. Jeg vidste, at det var slut og selvom der havde været mange tårer undervejs, så var dem, der kom den morgen blandet med en underlig form for lettelse. Hun havde lidt rigtig meget til sidst, så da hun endelig fik fred, var det som om man kunne se det på hendes ansigt. Jeg er stadig dybt taknemmelig over, at jeg fik lov at være hendes mor og passe på hende lige til det allersidste.

Til sommer er det 5 somre siden. Det er svært at forstå, at der allerede er gået så lang tid. Det føles til tider forræderisk. Tiden går, mens tiden med Elisabeth lige så stille forsvinder længere og længere væk. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner hende. Den dybe sorg er ikke i samme grad mere altomfattende, men savnet vil nok altid være der. Følelsen af at være blevet snydt og tanken om alle de ting jeg aldrig kommer til at opleve med Elisabeth gør mig ked af det. Jeg kommer aldrig til at se hende vokse op. Det man mister når man mister et barn, er jo ikke bare barnet, men hele barnets kommende liv.

Helt mirakuløst har jeg fået to skønne børn mere og selvom de fylder min dag med glæde og kærlighed, så bliver de aldrig nogen sinde en erstatning for Elisabeth. Netop fordi jeg har fået to børn, der er vidt forskellige, er det endnu tydeligere at Elisabeths personlighed mangler. Det er ikke bare et barn mere der mangler, det er en personlighed, som jeg aldrig får at se folde sig ud. At være blevet mor igen til to skønne krudtugler, har helt klart tilført mit liv en stor del glæde og kærlighed, men at blive mor for anden gang var ikke den lykkelige begivenhed som jeg huskede fra første gang, og som jeg i min naivitet måske havde forestillet mig det ville blive. Der har været blandet en god del malurt i bærret, og det har forplumret min start med dem på mange måder. Men det er en helt anden historie.

Elisabeth på sin første tur i barnevognen